49210203

Vandretur 5. klasse

Vandretur i 5. klasse er en rigtig spændende uge fyldt med masser af udfordringer og gode oplevelser sammen med sine klassekammerater.

Klassen skal sammen vandre på Skåneleden i Søderåsens Nationalpark i Sverige og opleve den helt unikke og smukke natur. Det er en stor oplevelse, at leve i naturen og selv lave mad på Trangia og bål sammen med sin vandregruppe. Klassen overnatter sammen i hytter og sheltere og det er en stor oplevelse for alle.

Inden vandretuen, skal klassen forberede sig sammen og undervisningen omhandler både naturfaglige og danskfaglige områder f.eks. udeliv, kortlæsning, planter, dyr, landområde, landskab, svensk sprog og om hvordan man sammensætter en god madplan til turen.

På turen laver vandregrupperne videodagbog, som kommer til at indgå i efterbehandlingen af turen og vises for forældrene og skolen.

Nordensrejse 6. klasse

I de sidste mange år er turen gået til det nordlige Norge, hvor vi mødes med 4-5 skoleklasser fra nordens lande. Eleverne har haft kontakt med en af klasserne fra Norge op til turen og glæder sig til at mødes. Skolerne spredte og meget små og deres skolekultur og hverdag er meget anderledes end den er i Danmark og ikke mindst på Lilleskolen.

Opholdet byder på mange udfordringer bl.a. grottevandring, klatring, bueskydning, fjeldvandring og ørnetur på havet. Grænser bliver overskredet, ikke kun de fysiske men også med at være meget langt hjemmefra med anderledes mad, ingen mobil og mor og far. Det er en kæmpe mulighed for at udvikle sig personligt for eleverne, som ikke kan blive afledt og underholdt af elektronik, en personlig rejse.

Turen bliver hjemme evalueret og forældrene bliver inviteret til en Norges aften, hvor børnene fortæller og viser billeder. Rejsen er en vigtig del af børnenes udvikling personligt, socialt og kulturelt kommer 6. klasserne på en tur i Norden.

Bornholm 7 klasse

I 7. klasse tager vi på en Danmarkstur. De seneste 5 år er turen gået til Bornholm.

Vi bor på Svaneke Friskole, og derfra udforsker vi øen – mest på cykel. Vi oplever øens flotte natur og besøger Hammershus, Opalsøen og meget andet som Bornholm er kendt for. Vi tager også båden til Christiansø og får set dette lille øsamfund.

Som udgangspunkt tager vi afsted mandag morgen og er hjemme igen fredag eftermiddag.

Malta 8. klasse

I 8 klasse går turen til Malta. Efter at vi mange år har rejst til England, forsøgte vi sidste skoleår noget nyt. Vi er i gang med at etablere et samarbejde med San Anton School på øen, som vi for første gang besøgte i maj 2026. Vores elever får her en enestående mulighed for, at følge undervisningen på en Maltesisk skole – som er meget anderledes end vores.

Da Malta også byder på en unik historie, kultur, arkitektur og natur, bliver andre af skolens fag bragt i spil på turen. Bl.a. besøger vi hovedstaden Valletta og øens Ocenarium. Da vi er afsted i en hel uge, bliver der også tid til en vandretur på øen Gozo og andre fysiske aktiviteter. Eleverne bor i huse med plads til 5-6 elever pr. hus, og de sørger selv for at planlægge og tage ansvar for indkøb til mad, økonomi og rengøringen. Man er i “eget hus” kl. 22.

Tysklandsudveksling 9. klasse

Igennem en årrække har vi haft udveksling med en tysk skole i Stadtilm, Thüringen. Det har været med til at give eleverne et bedre tysk, åbnet dørene for kulturmøder og gjort eleverne om muligt endnu mere rejsevante og selvstændige.

Udvekslingen foregår over 2 uger i løbet af 9. klasse; en uge i september, hvor vi får besøg fra Stadtilm, og en uge i maj, hvor vi drager til det tyske og besøger Stadtilm og slutter af i Berlin. Eleverne bor privat og får et godt indblik i en tysk families liv og besøger derudover forskellige seværdigheder i området omkring Stadtilm, Erfurt og Weimar og slutteligt Berlin.

Kenyarejse 10. klasse

Kenyaturen, en rejse du længes efter resten af dit liv.

Hvert år rejser skolens 10. klasse 3 uger til Kenya i Afrika. Vi samarbejder med Mellemfolkelig Samvirke, som sammen med deres samarbejdspartner driver en slags højskole hvor vi også bor. Vi bruger nogle dage i Nairobi, men det meste af tiden, bor vi en camp 5 timer nord for Nairobi, ikke så langt fra byen Nanyuki

Stil dig selv disse spørgsmål: Hvornår har du sidst rykket dine grænser og gennemført noget, du ikke troede du kunne? Hvornår har du sidst følt dig som et menneske i udvikling? Hvornår har du sidst undværet din mobil eller Facebook i tre uger? Hvornår har du sidst været med til at gøre en forskel?

Kenyaturen giver – på tre uger – en enestående mulighed for at udvikle sig personligt og for at opleve mennesker, natur og kultur som er meget anderledes end det du kender

Made by Hjemmesider.dK