49210203

Profil

Opsamleren” Lilleskolens fritidsordning

I daglig tale omtales vi som ”Opsamleren” og vi er Helsingør Lilleskoles fritidsordning. I Opsamleren er vi ca. 80 børn fra børnehaveklasse til og med 3. Klasse og 5 voksne af forskelligt køn og alder. Vi holder til i stueetagen af den oprindelige villa.

Den tid børnene er i Opsamleren kan børnene selv vælge deres lege og aktiviteter. De kan folde sig ud og udforske forskellige sider af sig selv og deres idéer i samspil med andre børn og voksne i de rammer Opsamlerens normer sætter.

Opsamlerens værdigrundlag bygger på de samme grundholdninger som skolens, men vores fokus er et andet. Vi synes det er vigtigt at børns institutionsliv giver gode betingelser for at leg, fantasi, nysgerrighed og kreativitet (og livsglæde) kan trives og udvikles. Og at det kan foregå med stort nærvær fra de voksne.

Vi søger at skabe en kultur, hvor både børn og voksne får en følelse af, at alle er værdifulde. Alle bidrager til at udvikle og præge fællesskabet, og vi ønsker at være med til at udvikle empatiske mennesker med social forståelse. I Opsamleren vil vi gerne være med til at værne om den tid i livet, hvor børn er børn.

Her er en beskrivelse af nogle overordnede værdier, som indrammer normerne i Opsamleren:

  • Ligeværdighed
  • Trivsel
  • Medbestemmelse
  • Rum for social udvikling
  • Identitet
  • Frihed

Ligeværdighed

Opsamleren er et sted, hvor det enkelte menneske bliver mødt med ligeværdighed og respekt. At blive mødt med ligeværdighed vil sige, at alle opfattes som lige værdige med ret til at føle sig anerkendt med de særlige kendetegn hver især indeholder.

Vi anser at mennesker som udgangspunkt er forskellige og ser dette som en styrke. Forskelligheden skal respekteres og den enkeltes originalitet udvikles indenfor fællesskabets rammer. Vi tilstræber at normerne skal udmærke sig ved at være brede, så forståelse og tolerance kan udvikles. Det er de voksnes ansvar at tilrettelægge dette miljø, der bygger på princippet om ligeværd, og hvor børnene skal opleve at vi værdsætter forskellighed og forskellige måder at udtrykke sig på.

Trivsel

For at kunne udvikle sig i en positiv retning er det en forudsætning at man trives godt. Omsorg er en vej til god trivsel, og skal ses som en slags grundydelse i de voksnes samvær med børnene. Omsorg skal forstås som de voksnes interesse og hjælp, og et primært pejlemærke for de voksne er at se efter, om det enkelte barn i Opsamleren trives.

En måde at beskrive trivsel på, kan være når vi ser et barn, der:

  • Har det godt med andre og med sig selv
  • Kan udvise og modtage empatiske følelser
  • Kan indgå ligeværdigt i samspil med andre i ”ikke-ødelæggende” interaktioner
  • Kan give og tage tur
  • Kan udtrykke behov og ressourcer, og er i stand til at blive set.
  • Gode små beviser på at børnene trives kan eksempelvis være:
  • Børn, som andre gerne ”vil”
  • En ”åben krop” og liv i øjnene
  • Når tiden forsvinder
  • Når der vises mod til at vælge og sige til og fra
  • Virkelyst – der tages initiativ og siges ”ja tak” til invitationer
  • At kunne udholde og håndtere konflikter
  • At stå ved det der har betydning, at stå ved sig selv

Medbestemmelse

Et af vores langsigtede mål som deltagere i børnenes udviklingsproces er at de udvikler selvstændighed og et demokratisk sindelag, så børnene vil kunne deltage i demokratiet som selvstændigt tænkende individer. Processen bæres af en fremadskridende øvelse i at være medbestemmende.

For at kunne være medbestemmende må børnene være i stand til at give sit besyv med, samtidig med at graden af medbestemmelse skal tage hensyn til helheden og fællesskabet. Medbestemmelsen øges i takt med udviklingen af det enkelte barns formåen og evne til at håndtere det ansvar der følger med.

Det er de voksnes opgave at vurdere og lægge rammer for, hvor meget og hvornår børnenes medbestemmelse skal fylde i det daglige samvær, og i Opsamleren lægger vi vægt på at være med til at holde denne udvikling i gang ved at have fokus på forvaltningen af det ansvar der følger med medbestemmelsen. Vi søger så ofte som muligt at inddrage børnenes idéer og synspunkter under hensyntagen til helheden, vi lytter og tager det sagte eller gjorte seriøst.

Men, – selvom voksne oftest ved mere, er det godt at huske på, at de ikke nødvendigvis altid ved, hvad der er bedst…

Rum for social udvikling

En af vores grundtanker i Opsamleren er, at mennesker udvikles socialt i samspil med andre mennesker ved at være en del af fællesskaber gennem hele livet.

Betydningen af det samvær der opstår, er svær at forudse, og derfor ser vi evnen til at kunne være sammen med forskellige slags mennesker i forskellige sammenhænge som en betydningsfuld platform for den videre udvikling. Betydningsfuldt samvær kan opstå omkring mange forskellige typer af aktiviteter, og det kan være svært at forudse eller planlægge sig til.

Alle er med til at præge det sociale og psykiske miljø i Opsamleren, og vi mener det er vigtigt at man som barn har mulighed for at opdage, udforske og udfordre sig selv og hinanden. Mennesker indeholder mere end hvad første øjekast viser og der er mange facetter af hvert enkelt menneske.

Eksempelvis møder børnene i Opsamleren mange andre børn og voksne, der har andre idéer og behov end dem selv, og de udfordres i at omgås hinanden og respektere andre måder at anskue verden på. Når der opstår konflikter skal der findes løsninger, hvor alle føler sig hørt, og børnene skal finde sig til rette i de fælles normer. Når følelser bliver benævnt med ord øges muligheden for at skabe forståelse og mening for både én selv og andre. Samtidig er det vigtigt at børnene oplever de muligheder der er, når man er flere sammen.

Identitet

Relationer mellem mennesker har betydning for hvordan hver enkelt af os udvikler sig og danner vores identitet. Relationer er forstået som et samvær mellem mennesker og betydningen af det, som er mellem os som mennesker – børn imellem, dreng/pige, barn/voksen, enkel person/gruppe eller voksne imellem. Vi ser det som en styrke at børnene i Opsamleren har tæt samvær med andre alderstrin end sit eget.

Når man som barn begynder i Opsamleren skabes der mulighed for nye roller. Børnehavelivet er afsluttet, og gennem den tid børnene går i Opsamleren er der mulighed for at afsøge og opdage nye sider af sig selv, afprøve sin identitet og samtidig være en del af andres udvikling. Børnene vil naturligt spejle sig i andre børns (og voksnes) sprog og adfærd og finde interesse i at udforske sin identitet.

For eksempel hvordan man gerne vil opfattes eller hvordan man som god ven opfører sig. Gennem fællesskabet vil vi gerne medvirke til at gøre børnene til selvstændige individer. At være en del af et fællesskab hjælper os mennesker på vej til at skabe forståelse og mening.

Frihed

Frihed har stor betydning for børnenes identitetsdannelse. Frihed til selv at træffe valg og følge, hvad der føles vigtigt. Børnene gør sig erfaringer med både kammeratskaber og forskellige typer aktiviteter og lærer samtidig sig selv bedre at kende. Jo bedre man kender sig selv, jo mere kvalificerede bliver ens valg og fravalg, og der skal derfor være frihed til at vælge de aktiviteter og lege man vil indgå i.

En tydelig identitetsfølelse giver en mere klar retning for handlinger i livet.

I leg ser vi børn udfolde sig frit, og det er vigtigt at vi voksne søger at skabe gode muligheder både psykisk, fysisk og strukturelt. Legen udvikler bl.a. børnenes nysgerrighed, fantasi og kreativitet, som er nogle af de vigtigste drivkræfter i menneskers liv, både på kort og lang sigt.

Når det er sagt, er virkeligheden jo, at det er de voksne, der opstiller de rammer børnene kan vælge indenfor. Rammer som ikke er statiske men løbende tilpasses omstændighederne, og former sig efter såvel børns som voksnes idéer og adfærd.

Made by Hjemmesider.dK