Optagelse til børnehaveklassen
Herunder er beskrevet proceduren for optagelse til børnehaveklassen på Helsingør Lilleskole.
Når i har besluttet jer, kan i ansøge om optagelse her på siden:
Når i har udfyldt formularen og afsendt det, vil i automatisk blive inviteret til Åben skole, orienteringsaften og optagelsessamtaler.
Åben skole
Én gang om året holder Lilleskolen ”åben skole”. Denne dag kan man komme og få en rundvisning på skolen og opleve en skoledag – så almindelig som den nu kan være når der er gæster. Det foregår en lørdag formiddag i oktober/november, fra kl 10-12. Er man allerede skrevet op til en plads på skolen, bliver man inviteret via den opgivne mailadresse.
Arrangementet er henvendt til alle, som er interesseret i at se, hvordan undervisningen på Lilleskolen kan foregå, så interesserede kan danne sig et indtryk af skolen. Man vil møde repræsentanter fra skolens bestyrelse, ledelse, ansatte og elever.
Orienteringsaften
Som familie skal man overveje sit skolevalg grundigt. I begyndelsen af november, kort efter der har været ”åben skole”, afholder Lilleskolen en orienteringsaften, hvor man får mulighed for at få et mere indgående kendskab til skolen.
Søger man en plads i den kommende børnehaveklasse, er denne aften obligatorisk. Det forventes, at informationerne fra denne aften er ansøgere bekendt, når der i tiden efter er optagelsessamtaler. Denne aften kan man møde repræsentanter fra skolens bestyrelse, ledelse, lærere og elever.
Optagelsessamtaler
Helsingør Lilleskole gør sig umage for at tydeliggøre sit værdigrundlag og dermed forventninger, til nye familier på skolen. Da skolen bygger sin pædagogik på et defineret værdigrundlag, er det vigtigt at der er overensstemmelse mellem skole og hjem. Samtalen skal afklare, om forventningerne mellem skole og hjem stemmer overens. Samtalen varer ca. ½ time.
Optagelsesudvalg
Til en optagelsessamtale vil man som forældre mødes med skolens optagelsesudvalg. Optagelsesudvalget til den kommende børnehaveklasse består af 2 repræsentanter fra skolens bestyrelse, 1 repræsentant fra skolens ledelse og en lærer. Der vil til alle øvrige samtaler være deltagelse af en repræsentant fra skolens bestyrelse samt lærere fra den afdeling der søges optagelse i.
Optagelsesprocedurer
Helsingør Lilleskole har valgt ikke at have et ”først til mølle” princip, for optagelse til den kommende børnehaveklasse. Det betyder, at tilflyttere har samme chance for en plads, som de, der har skrevet deres barn op flere år i forvejen. Søskendebørn og børn af ansatte har fortrinsret til en plads, og skolen tilstræber samtidig en klassesammensætning med nogenlunde ligelig fordeling af drenge og piger. Er der for mange ansøgere til den kommende børnehaveklasse, trækkes der lod om pladserne, også om pladserne på ventelisten.