49210203
Værdier

Værdigrundlag og målsætning for Helsingør Lilleskole

Helsingør Lilleskole understøtter elevernes selvstændighed, mod og lyst til at lære.

Engagement, fællesskab og ansvarlighed er bærende for alle skolens aktiviteter, hvor stærk faglighed og kreativitet går hånd i hånd.

Helsingør Lilleskole har som hovedformål at give eleverne en lærerig og tryg skolegang ud fra det overordnede pædagogiske princip, at indlæring skal ske under hensyntagen til det hele menneske, hvor såvel det enkeltes intellektuelle som dets musisk-kreative side bliver stimuleret og styrket.

Helsingør Lilleskole sætter respekten for det enkelte menneske højt. Dette gælder både i det nære miljø og i samfundsmæssig og global sammenhæng.

Fællesskabet, ligeværdighed, medmenneskelighed, accept og tolerance og social forståelse er krumtappen i Helsingør Lilleskoles grundsyn, og det er skolens mål, at disse principper er bærende for alle aktiviteter.

Skolen forbereder eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati. (Folkeskoleloven §1, stk. 3)

Opfyldelsen af disse mål forudsætter og nødvendiggør en fælles indsats for: 

  1. En skole med engagement, fællesskab og ansvarlighed
  2. En demokratisk skole
  3. En musisk-kreativ og praktisk orienteret skole
  4. En skole, som giver eleverne handlingskompetence
  5. En skole, som oplærer eleverne til aktive og kritiske samfundsborgere
  6. En internationalt orienteret skole med tværkulturel forståelse

1. En skole med engagement, fællesskab og ansvarlighed:

HLS er elevers, forældres og læreres fælles skole. Dette fællesskab kommer til udtryk, både i form af arbejdsglæde og i form af gensidig respekt. 

Som forældrestyret skole har forældrene et stort ansvar for at være med til at skabe de rammer, som er nødvendige for, at lærere og elever i det daglige kan have et godt skolemiljø.

Et godt skolemiljø skabes, når alle parter i gensidig tryghed arbejder med samme udgangspunkt og mod samme mål. Forældre og lærere skal være enige om begges opdragende holdning og ønske om, at den enkelte elev opdrages på den ene side til selvstændighed og selvværd og på den anden side til ansvarlighed og respekt for andre mennesker, natur og materielle værdier.

 Et godt skolemiljø skabes igennem en fælles indsats for:

  • En engageret forældregruppe med ansvarlighed I forhold til skolen
  • Et fælles grundsyn om alle menneskers ligeværd
  • En opdragelse af eleverne til ansvarsfølelse
  • En social forståelse
  • Lige muligheder
  • Støtte til elever med særlige behov
  • Traditioner for børn og voksne

2. En demokratisk skole:

Demokrati er en selvfølge, og alligevel skal det læres. Eleverne skal vokse op i et demokratisk miljø for at blive demokratiske mennesker.

Erkendelsen af den enkeltes indflydelse på, men også afhængighed af fællesskabet er en forudsætning for at kunne forstå de demokratiske spilleregler. Derfor er det vigtigt, at eleverne løbende, afhængig af alder og modenhed, bliver inddraget i en demokratisk proces.

Demokrati stiller krav til alle om lydhørhed, åbenhed og samarbejde, evner som er vigtige at stimulere hos eleverne.

Opdragelse til demokrati sker igennem: 

  • Elevmedbestemmelse
  • Respekt for arbejdet i elevrådet
  • Loyalitet overfor og opbakning af trufne beslutninger
  • Uddelegering af opgaver og ansvar, under hensyn tagen til alder og modenhed.

3. En musisk-kreativ og praktisk orienteret skole

I erkendelse af HLS´s overordnede pædagogiske princip, at læring skal ske under hensyntagen til det hele menneske, må det musisk-kreative aspekt nødvendigvis have en fremtrædende rolle.

Vi mener, at det musisk-kreative skal forstås meget bredere end det rent fagrelaterede. Det musisk-kreative menneske er også et skabende, problemløsende og handlende menneske. Derfor er det vigtigt, at undervisningen hele tiden har blik for denne indfaldsvinkel. Vi ønsker, at eleverne skal bevare deres nysgerrighed og få nogle oplevelser, som sætter dem i bedre stand til at løse problemer.

Men derudover ønsker HLS også at styrke eleverne i deres udfoldelsesmuligheder på de fagrettede områder. Der undervises bl.a. i musik, billedkunst, teater og idræt i alle 11 skoleår, og der lægges vægt på både den individuelle indsats og samspillet i gruppen.

Den musisk-kreative skole skal realiseres igennem:

  • En bevidsthed om det musisk-kreative som et pædagogisk virkemiddel
  • En skemalagt undervisning af fagene musik, bevægelses- og værkstedsfag i  alle 11 år.
  • Teaterprojekt på alle klassetrin
  • En stimulering af eleverne til også at udfolde sig musisk-kreativt uden for skoletiden.

4. En skole, som giver eleverne handlingskompetence

Udgangspunktet for al skolevirksomhed er naturligvis indlæring af viden og færdigheder. Det gælder såvel inden for det humanistisk/sproglige område som inden for det matematisk-naturvidenskabelige. Det er den enkelte elevs viden og færdigheder, som gør han/hende i stand til at handle, og det er ligeledes den enkeltes tilfredshed med eget niveau, som skaber selvtillid og tryghed.

Denne faglighed er en selvfølgelighed, men kan ikke stå alene, når man taler om handlingskompetence. Det er af stor betydning, at den enkelte får en værktøjskasse med metoder til brug ved problemløsninger.

På HLS har vi i mange år brugt projektorienteret arbejde på alle klassetrin, dog mest målrettet i de ældste klasser. Projektarbejde udvikler elevernes selvstændighed, udnytter deres kreativitet og fantasi og stiller krav til deres faglighed og samarbejdsevner.

Informationsteknologien stiller krav til elevernes beredskab. Derfor skal IT være et naturligt redskab i fagene, således at eleverne løbende udvikler deres viden om og brug af informationsteknologien.

Handlingskompetence opnås gennem:

  • Bevidsthed om fagligheden som nødvendig forudsætning
  • Sammenhæng mellem fagene
  • Projektarbejde som en væsentlig arbejdsform til indlæring af  problemløsning
  • IT som et naturligt redskab.

5. En skole, som oplærer eleverne til aktive og kritiske samfundsborgere

Det moderne samfund stiller store krav til sine borgere om indsigt i samfundets struktur. Jo mere kompliceret et samfund bliver, jo vanskeligere bliver det for den enkelte at overskue og dermed at kunne udnytte sine demokratiske rettigheder.

HLS ønsker at give eleverne den nødvendige indsigt, således at de senere er i stand til at tage stilling og handle som politisk og kritisk menneske.

En nødvendig forudsætning er viden om den historiske udvikling og om samfundets opbygning og præmisser. Kun når man har den indsigt, kan man aktivt gå ind og være med til at præge udviklingen i den retning, som man finder rigtigst.

Aktive og kritiske samfundsborgere skabes ved:  

  • Tilegnelsen af en historisk forståelse for den udvikling, der har ført  til det moderne samfund.
  • En indgående viden om samfundets struktur og magtforhold.
  • Kendskab til forskellige samfundssyn.
  • En bevidsthed om, at det politiske menneske er det handlende menneske.

6. En international orienteret skole med tværkulturel forståelse

Der er en verden uden for HLS, og vi finder det af stor værdi, at eleverne oplever den rigdom af kulturer, som verden er sammensat af. Kendskab til og forståelse for andre kulturer vil automatisk sætte den danske kultur i perspektiv, og eleverne vil på denne måde opleve en verden befolket af medmennesker.

Vi ønsker at give eleverne en omverdensforståelse, som tager afstand fra racisme, og som tager udgangspunkt i ligeværd, respekt og tolerance for det enkelte menneske. Værdier, som vi mener, er fast forankret i vores egen kultur.

En tvær-kulturel forståelse kan opnås ved en blanding af viden og oplevelser. HLS lægger i hele skoleforløbet stor vægt på begge sider. Som en naturlig overbygning på lært stof inddrager skolen gæstelærere, som   levendegør stoffet. For de større klassers vedkommende drager man ud i verden for at bo og opleve hverdagen sammen med det pågældende lands indbyggere. Når det er muligt, er disse udlandsture baseret på udveksling.

Tværkulturel forståelse opnås gennem:

  • International perspektiv i undervisningen
  • Kontakt til skoler i forskellige lande
  • 3-4 studie- og udvekslingsrejser for eleverne
  • Udenlandske gæstelærere
  • Kontakt til andre kulturer i Danmark.
Made by Hjemmesider.dK